Fornylig blev jeg af en københavner spurgt om jeg kendte noget til oprindelsen af hilseformen ”mojn”. Jeg anvender selv mojn i stedet for at sige farvel og som en hilsen i forbifarten. Historien kendte jeg ikke så meget til, så jeg måtte til at granske i arkiverne. Danmark har hentet mange kulturpåvirkninger fra vor nabo mod syd, herunder mojn. Udtrykket kommer af den tyske hilsen Guten Morgen. I Berlin-området har man vanskeligt ved at udtale ”g”, så det kom til at lyde morjen – som så udviklede sig til mojn. Hilsenen opstod i Berlin, Brandenborg området og bredte sig til Friesland og Slesvig-Holsten. Formen kom til Danmark i den tyske tid fra 1864-1920, af bl.a. dansksindede soldater, der kom hjem fra krigen 1918.
Hilsenen bliver i dag anvendt af lokale samt tilflyttere. Også medlemmer af det danske som det tyske mindretal siger mojn. Ganske få bruger med vilje ikke udtrykket, fordi det forbindes med noget tysk. Læser disse mennesker så heller ikke
Goethe, Thomas Mann, kører ikke i Volkswagen, fejrer ikke julen omkring juletræet og nægter at spise surrib?
I de senere år er udtalen ændret af især søde bagejomfruer eller hvad en sådan stilling hedder nu til dags, de siger mooooojn med faldende betoning på –ojn.
Oprindelig erstattede mojn kun farvel, men i dag bruges hilsenen hele døgnet. Man opfatter hilsenen som en identitet, man er stolte over at tilhøre et fællesskab med fælles historie. Og nu er hilseformen som en virus ved at brede sig. F.eks hilser en studievært på morgen tv på TV2 altid af med et klingende mojn.
Da en ven (hcn) til ovennævnte københavner så ovennævnte udlægning, forårsagede den hos ham adskillige svovllugtende gylp. Han mener, at det germanske udtryk mojn er fjollet, på linje med at en tysk studievært i tysk fjernsyn afslutter udsendelserne med ciao, og at mojn er i stil med det lige så fjollede ”hvad så?”.
I øvrigt er han modstander af give kunstigt åndedræt til døende dialekter.
Jeg vil gerne høre hvad andre mener om mojn hilsenen, hvorfor brugerdu/ bruger ikke denne hilseform?
Indlæg kan sendes til mig, de vil så blive bragt på denne hjemmeside.
Oldenorvej 8, 6430 Nordborg
Mettmaj og Dres buej o Kejnæs i e Synnekoffel; deær ho di buej godt old e daw’ med dæt lild stej, hvo di ho hå hæest, gries og kyer og en gammel bil fro för e kri. Dengang Dres ho fått kyerkort, fækk han jitt, som kon gjaldt o Kejnes, det var å nok for Dres, han kam itt så langvejs, men så kå I og true, han kæend old e vej deær, bæ som nåw ånde.
No var hans bil, der essen køer richte godt, desvæer begyndt å rust’, og Dres mien it te den kund klaer endno et bilsyn, så han kjø hen te sin mekanike og spuej om han kund svejs now blik o di væest stæj’. Men e mekanike so, der var it now og svejs o, det var rust og gaef öwe olt: ”Skrot’ en og kyef en ånd gammel bil”.
Men Dres var åw den guj, gammel slaw, vænn han ho hå en hest, der it duej te now bæt, så vil han itt bae slawt’ en. Han vil hå ladt en go o en lild mark sids ved e huss, indte den døej en naturle død. Så e bil blöw sat om i e kalgå, hvo den di siest oe kund bruches som losthus. Sommtid’ sad Mettmaj og Dres derud o synda ettemerra og ty dæ kaffe, law di snakke om old di oplöwelse di ho håj i den gammel bil rondt o Kejnæs låend.
En synda formerra bimled dæ guej venne, Dora og Kedde fro Østerby an. De vild gjenn sie dem te et slat kaffe om ættemerra, det var læng senn di ho sjett hverånde, så der var en masse, der kund blyw gemmelgawn. Mettmaj og Dres blöw gemmelglaej og so ja tak.
Om ættemerra troet di e hjul frem for og gö klae te og rie te Østerby. Men så begyndt det donnevætte å ræen, og det ræen et øelvånd, som di sæje o Kejnes, og det såw ud te å kund blyw ved te henad mørkning. Dres var et ejegodt skind, men venn det var nødvenne, kund han blyw temle stammerits. Så han so:” Det er synda e daw, vi kjø deröw i vor bil ad e Stråndvej (now kolde en å for e spritvej, æ ved it hvorfor), der er itt så møj trafik.
Der skier et mirakel, e bil kund start med det vons, og di bega sig o den vej, di kæend så godt. Men da di var kommen godt halvvejs, blöw di slemt hopp, for kottsfædorich, om der it kam en politibil emue dem. Dres pröwed å lest sig forbi e politi, men di holdt ham an og so han skuld stop e motoe. Di tue politier gik en ronde om e bil, det sow it godt ud. Di tvatt it engang spark te e hjuel, så di it gek hen og foldt sammel. Den jenn betjent baj Dres om og stiech ud, for te han kund kontrolle’ e håndbrems. Den virked sleet it. Ynde den manøve kam e politi te og kiech o e bilmatt’, den var vist it hielt original, så han baj Dres om og fjern e matt’. Der viest sig no og veær et stuet gaff i e bund, såndt te en kund kiech lich nænn o e vej! ”Hvad i alverden er det?” spuej e betjent arricht. Dres blöw gemmelglaj, te han endle kund hjölp e politi, så han svaer med det saem: ” Det er da e vej te Østerby”!
Oversættelse til rigsdansk Mettmaj og Andreas
Mettmaj og Andreas boede på Kegnæs i Sønderkobbel; der havde de boet altid på deres lille kådnersted, hvor de havde haft heste, grise og køer samt en gammel bil fra før krigen. Dengang Andreas tog kørekort fik han et, som kun gjaldt for Kegnæs, det var nok for Andreas, han rejste ikke så langt, men så kan I også forestille jer, at han der kendte alle veje, bedre end nogen anden.
Nu var hans bil, der ellers kørte udmærket, desværre begyndt at ruste, og Andreas mente, at den ikke kunne klare et bilsyn, så han kørte hen til sin mekaniker og spurgte om han kunne svejse blik på de værste steder. Men mekanikeren sagde, der var ikke noget at svejse på, der var kun rust og huller alle steder:”Skrot den og køb en anden gammel bil”.
Men Andreas tilhørte den gode, gamle skole, når han havde haft en hest, som havde udtjent, så ville han ikke bare slagte den. Han ville have ladet den gå på den lille mark ved siden af huset, indtil den døde en naturlig død. Så bilen blev kørt om i haven, hvor den kunne anvendes som lysthus. Sommetider sad Mettmaj og Andreas i bilen om søndagen, fik eftermiddagskaffe og mindedes alle de gode oplevelser de havde haft på køreture i bilen rundt på Kegnæs Land.
En søndag formiddag var der en opringning fra deres venner, Dora og Kedde fra Østerby. De ville gerne invitere på eftemiddagskaffe, det var længe siden de havde set hinanden, så der var meget, der skulle drøftes. Mettmaj og Andreas tog med glæde mod indbydelsen og sagde ja tak.
Om eftermiddagen fandt de cyklerne frem for at gøre klar til cykelturen til Østerby. Men så begyndte det sørens osse, at regne, og det regnede i tove, som de siger på Kegnæs, og det så ud til at kunne blive ved indtil aften. Andreas var et ejegodt menneske, men når det blev nødvendigt, kunne han blive strid. Så han sagde:”Det er i dag søndag, vi kører dertil i bil ad Strandvej (nogle kalder den spritvejen, jeg ved ikke hvorfor), der er ikke så megen trafik.
Der skete et mirakel, bilen startede straks, og de begav sig på den vej de kendte så godt. Men da de var kommet godt halvvejs, fik de en forskrækkelse, for gudfordærve mig, der kom en politibil kørende imod dem. Andreas forsøgte at liste sig forbi bilen, men de standsede ham og sagde, at han skulle standse motoren. De to betjente gik en runde omkring bilen, det så ikke godt ud. De turde ikke engang sparke til hjulene af frygt for at de ødelagdes. Den ene betjent bad Andreas om at stige ud, han ville gerne kontrollere håndbremsen. Den virkede slet ikke. I forbindelse med den manøvre kom betjenten til at se på bilmåtten, den var vist ikke helt original, så han bad Andreas om at fjerne måtten. Der kom nu et stort hul til syne i bunden, så man kunne se lige ned på vejen! ”Hvad i alverden er det?” spurgte betjenten arrigt. Andreas blev virkelig glad over at han kunne hjælpe politiet, så han svarede straks: ”Det er da vejen til Østerby!”.
Der er flere alsiske historier her
Sognerådsnyt
Der var møe i e sogneråd, og jitt åw e punkte o e dagsorden var, te di skuld i gang med å lech et fortov egæmmel e by. Det punkt blöw grundigt drøfte, og di ho svart ved å blÿw enich, om der skuld leches jenn helle tue ræj flisse.
Det blöw e sognerådsformånd der åwgøe e sach: "Vi er nød te å lech tue ræj flisse, for essen skal e kvindfolke go ud i e smarre".
"e" contra "æ"
Den bestemte artikel, som den er på Als og Sundeved, bliver ifølge alle eksperter udtalt som "e", altså e himmel, e hund osv. I det østlige Sønderjylland er man også enige om, at den udtales som e, mens den i det vestlige er en mellemting mellem e og æ. Alle digtere på Als og Sundeved og det østlige Sønderjylland har da også i deres digtning brugt "e", selv Blicher bruger e, f.eks. i "e Bindstouw".
Nu bliver det, mærkeligt nok, desværre mere og mere udbredt, også af en del på Als og det østlige Sønderjylland, at bruge æ som den bestemte artikel, selv om udtalen stadigvæk er som før.
Paradoksalt nok bliver brugen af "e" i stedet for "æ" mere og mere udbredt i dansk retskrivning. Ægypten bliver til Egypten, æventyr til eventyr osv., selv om det udtales med æ. En masse ord som udtales som "æ" bliver med største selvfølgelighed skrevet med "e": venner, kende, sende osv.
I den globale internetverden er "æ", "ø"og "å" forsvundet, så måske er det derfor at "æ" i dansk retskrivning er på retur. Hvorfor kan den bestemte artikel "e" i den sønderjyske dialekt så ikke også skrives som "e", selv om den, visse steder, har et snært (snert) af "æ".
Det er ligesom vendt fuldstændei på hovedet. - I det sønderjyske satirehæfte Rummelpotten (før æ Rummelpot) er man gået fuldstændig over til "æ" som den bestemte artikel. Der står der f.eks. et sted som overskrift til en historie "Now o æ dekkel", altså noget på dækkelet (det øverste dæk, dvs. en på hovedet) - det udtales nåw o e dækkel, altså brugen af "e" og "æ" er byttet om.
Hvad sker der?
Christian Petersen
Nordborgvej 16, 6430 Nordborg
Kære Christian Petersen
Hvad angår udtalen af den foransatte bestemte artikel i de traditionelle lokale sønderjyske dialekter, så har de haft en e-agtig udtale øst for den gamle Hovedvej A 10 og en æ-agtig udtale vest for hovedvejen - altså næppe en mellemting mellem e og æ vest for som du skriver. I dansk retskrivning og den skrivemåde dialekttalende vælger, er der dog ikke altid overensstemmelse mellem tale og skrift, dvs. vi skriver ikke som vi taler dansk. Og omvendt udtaler vi heller ikke ordene som vi skriver dem. Derfor tror jeg ikke på din teori om at æ bliver til e i udtale fordi bogstavet æ forsvinder.
Omkring 1900 skrev mange forfattere, som brugte sønderjysk skrivemåde "e" uanset hvor de boede. Det skete fordi meget kendte forfattere boede øst for Hovedvej A 10 og dannede skole for stavemåden af den bestemte artikel. Og måske har de skævet til Blicher. Hvad angår "æ dekkel", så vil min mand, der stammer fra Tinglevegnen, helt bestemt skrive "æ dækkel". Det er nok din alsiske dialekt, der afspejler sig i "e dækkel". Når der står "dekkel" kan det jo være at det slet ikke afspejler en udtale, men en uvidenhed.
Venlig hilsen
Karen Margrethe Pedersen
Institut for Grænseregionsforskning, SDU
Om mojn
Fornylig blev jeg af en københavner spurgt om jeg kendte noget til oprindelsen af hilseformen ”mojn”. Jeg anvender selv mojn i stedet for at sige farvel og som en hilsen i forbifarten. Historien kendte jeg ikke så meget til, så jeg måtte til at granske i arkiverne. Danmark har hentet mange kulturpåvirkninger fra vor nabo mod syd, herunder mojn. Udtrykket kommer af den tyske hilsen Guten Morgen. I Berlin-området har man vanskeligt ved at udtale ”g”, så det kom til at lyde morjen – som så udviklede sig til mojn. Hilsenen opstod i Berlin, Brandenborg området og bredte sig til Friesland og Slesvig-Holsten. Formen kom til Danmark i den tyske tid fra 1864-1920, af bl.a. dansksindede soldater, der kom hjem fra krigen 1918.
Hilsenen bliver i dag anvendt af lokale samt tilflyttere. Også medlemmer af det danske som det tyske mindretal siger mojn. Ganske få bruger med vilje ikke udtrykket, fordi det forbindes med noget tysk. Læser disse mennesker så heller ikke
Goethe, Thomas Mann, kører ikke i Volkswagen, fejrer ikke julen omkring juletræet og nægter at spise surrib?
I de senere år er udtalen ændret af især søde bagejomfruer eller hvad en sådan stilling hedder nu til dags, de siger mooooojn med faldende betoning på –ojn.
Oprindelig erstattede mojn kun farvel, men i dag bruges hilsenen hele døgnet. Man opfatter hilsenen som en identitet, man er stolte over at tilhøre et fællesskab med fælles historie. Og nu er hilseformen som en virus ved at brede sig. F.eks hilser en studievært på morgen tv på TV2 altid af med et klingende mojn.
Da en ven (hcn) til ovennævnte københavner så ovennævnte udlægning, forårsagede den hos ham adskillige svovllugtende gylp. Han mener, at det germanske udtryk mojn er fjollet, på linje med at en tysk studievært i tysk fjernsyn afslutter udsendelserne med ciao, og at mojn er i stil med det lige så fjollede ”hvad så?”.
I øvrigt er han modstander af give kunstigt åndedræt til døende dialekter.
Jeg vil gerne høre hvad andre mener om mojn hilsenen, hvorfor brugerdu/ bruger ikke denne hilseform?
Indlæg kan sendes til mig, de vil så blive bragt på denne hjemmeside.
Johannes Diederichsen
Alsiske historier
Mettmaj og Dres
Mettmaj og Dres buej o Kejnæs i e Synnekoffel; deær ho di buej godt old e daw’ med dæt lild stej, hvo di ho hå hæest, gries og kyer og en gammel bil fro för e kri. Dengang Dres ho fått kyerkort, fækk han jitt, som kon gjaldt o Kejnes, det var å nok for Dres, han kam itt så langvejs, men så kå I og true, han kæend old e vej deær, bæ som nåw ånde.
No var hans bil, der essen køer richte godt, desvæer begyndt å rust’, og Dres mien it te den kund klaer endno et bilsyn, så han kjø hen te sin mekanike og spuej om han kund svejs now blik o di væest stæj’. Men e mekanike so, der var it now og svejs o, det var rust og gaef öwe olt: ”Skrot’ en og kyef en ånd gammel bil”.
Men Dres var åw den guj, gammel slaw, vænn han ho hå en hest, der it duej te now bæt, så vil han itt bae slawt’ en. Han vil hå ladt en go o en lild mark sids ved e huss, indte den døej en naturle død. Så e bil blöw sat om i e kalgå, hvo den di siest oe kund bruches som losthus. Sommtid’ sad Mettmaj og Dres derud o synda ettemerra og ty dæ kaffe, law di snakke om old di oplöwelse di ho håj i den gammel bil rondt o Kejnæs låend.
En synda formerra bimled dæ guej venne, Dora og Kedde fro Østerby an. De vild gjenn sie dem te et slat kaffe om ættemerra, det var læng senn di ho sjett hverånde, så der var en masse, der kund blyw gemmelgawn. Mettmaj og Dres blöw gemmelglaej og so ja tak.
Om ættemerra troet di e hjul frem for og gö klae te og rie te Østerby. Men så begyndt det donnevætte å ræen, og det ræen et øelvånd, som di sæje o Kejnes, og det såw ud te å kund blyw ved te henad mørkning. Dres var et ejegodt skind, men venn det var nødvenne, kund han blyw temle stammerits. Så han so:” Det er synda e daw, vi kjø deröw i vor bil ad e Stråndvej (now kolde en å for e spritvej, æ ved it hvorfor), der er itt så møj trafik.
Der skier et mirakel, e bil kund start med det vons, og di bega sig o den vej, di kæend så godt. Men da di var kommen godt halvvejs, blöw di slemt hopp, for kottsfædorich, om der it kam en politibil emue dem. Dres pröwed å lest sig forbi e politi, men di holdt ham an og so han skuld stop e motoe. Di tue politier gik en ronde om e bil, det sow it godt ud. Di tvatt it engang spark te e hjuel, så di it gek hen og foldt sammel. Den jenn betjent baj Dres om og stiech ud, for te han kund kontrolle’ e håndbrems. Den virked sleet it. Ynde den manøve kam e politi te og kiech o e bilmatt’, den var vist it hielt original, så han baj Dres om og fjern e matt’. Der viest sig no og veær et stuet gaff i e bund, såndt te en kund kiech lich nænn o e vej! ”Hvad i alverden er det?” spuej e betjent arricht. Dres blöw gemmelglaj, te han endle kund hjölp e politi, så han svaer med det saem: ” Det er da e vej te Østerby”!
Oversættelse til rigsdansk
Mettmaj og Andreas
Mettmaj og Andreas boede på Kegnæs i Sønderkobbel; der havde de boet altid på deres lille kådnersted, hvor de havde haft heste, grise og køer samt en gammel bil fra før krigen. Dengang Andreas tog kørekort fik han et, som kun gjaldt for Kegnæs, det var nok for Andreas, han rejste ikke så langt, men så kan I også forestille jer, at han der kendte alle veje, bedre end nogen anden.
Nu var hans bil, der ellers kørte udmærket, desværre begyndt at ruste, og Andreas mente, at den ikke kunne klare et bilsyn, så han kørte hen til sin mekaniker og spurgte om han kunne svejse blik på de værste steder. Men mekanikeren sagde, der var ikke noget at svejse på, der var kun rust og huller alle steder:”Skrot den og køb en anden gammel bil”.
Men Andreas tilhørte den gode, gamle skole, når han havde haft en hest, som havde udtjent, så ville han ikke bare slagte den. Han ville have ladet den gå på den lille mark ved siden af huset, indtil den døde en naturlig død. Så bilen blev kørt om i haven, hvor den kunne anvendes som lysthus. Sommetider sad Mettmaj og Andreas i bilen om søndagen, fik eftermiddagskaffe og mindedes alle de gode oplevelser de havde haft på køreture i bilen rundt på Kegnæs Land.
En søndag formiddag var der en opringning fra deres venner, Dora og Kedde fra Østerby. De ville gerne invitere på eftemiddagskaffe, det var længe siden de havde set hinanden, så der var meget, der skulle drøftes. Mettmaj og Andreas tog med glæde mod indbydelsen og sagde ja tak.
Om eftermiddagen fandt de cyklerne frem for at gøre klar til cykelturen til Østerby. Men så begyndte det sørens osse, at regne, og det regnede i tove, som de siger på Kegnæs, og det så ud til at kunne blive ved indtil aften. Andreas var et ejegodt menneske, men når det blev nødvendigt, kunne han blive strid. Så han sagde:”Det er i dag søndag, vi kører dertil i bil ad Strandvej (nogle kalder den spritvejen, jeg ved ikke hvorfor), der er ikke så megen trafik.
Der skete et mirakel, bilen startede straks, og de begav sig på den vej de kendte så godt. Men da de var kommet godt halvvejs, fik de en forskrækkelse, for gudfordærve mig, der kom en politibil kørende imod dem. Andreas forsøgte at liste sig forbi bilen, men de standsede ham og sagde, at han skulle standse motoren. De to betjente gik en runde omkring bilen, det så ikke godt ud. De turde ikke engang sparke til hjulene af frygt for at de ødelagdes. Den ene betjent bad Andreas om at stige ud, han ville gerne kontrollere håndbremsen. Den virkede slet ikke. I forbindelse med den manøvre kom betjenten til at se på bilmåtten, den var vist ikke helt original, så han bad Andreas om at fjerne måtten. Der kom nu et stort hul til syne i bunden, så man kunne se lige ned på vejen! ”Hvad i alverden er det?” spurgte betjenten arrigt. Andreas blev virkelig glad over at han kunne hjælpe politiet, så han svarede straks: ”Det er da vejen til Østerby!”.
Der er flere alsiske historier her 
